Mød direktøren hos Suveren

Forår i rengøringsbranchen

Peter Nielsen lærte at gøre rent, da han som ung arbejdede for en amerikansk rengøringsvirksomhed. Nu vil Suverens direktør sætte nye standarder i branchen. Inspirationen finder han blandt andet hos McDonald’s.

 

 

Blikket er intenst… på den venlige måde. Håndtrykket er knusende hårdt.

Stifteren af rengøringsvirksomheden Suveren har gjort rent i det meste af sit 45 år lange liv. Og det kan mærkes. Hans hænder er stærke. Det er hans kærlighed til faget også.

 

“Mange ser ned på rengøringsfaget. Det er synd. Jeg synes, det er verdens bedste fag. Jeg gør selv rent derhjemme. Det er fast rutine hver weekend at feje, vaske gulv og tørre støv af. Og så støvsuger jeg hver dag… for jeg har to hunde. Rengøring er en stor tilfredsstillelse for mig. At sætte sig i lænestolen efter at have gjort sit hjem rent er da en skøn fornemmelse,” siger rengøringsdirektøren med et bredt smil.

 

“Der er sket en udvikling i vores samfund herhjemme, der stiller krav til vores prioteringer og værdier. Det er blevet så almindeligt at hyre rengøringshjælp i private husholdninger. Jeg ved ikke, hvad det er… hvorfor vi danskere ikke længere ser livskvalitet i selv at stå for at holde vores hjem rene”.

 

Lærte rengøring i en hård skole

Peters virksomhed, Suveren, har hovedkvarter i Hvidovre. Suveren gør ikke rent i private hjem. Rengøringsfirmaet har specialiseret sig i erhvervsrengøring indenfor bygge og anlæg, hotel og restauration samt kontor- og erhvervslokaler.

 

Med succes. På over 20 år er virksomheden vokset fra at være et bijob for Peter til nu at være en virksomhedskoncern med en stor stab af medarbejdere og en tocifret millionomsætning.

 

Firmaet startede i 1999, men min rejse begyndte allerede, da jeg som ung fik job i Merry Maids, et verdensomspændende amerikansk franchiseselskab, der sælger rengøring til private. Jeg gjorde rent i store villaer i trekantsområdet. Her fik jeg min grunduddannelse i faget. En hård skole, hvor jeg fik blik for detaljen og lærte, at du nogle gange skal ned på alle fire for at gøre ordentligt rent”.

 

Fra hjemmehjælp til selvstændig

Peters rengøringsfirma kom så småt til verden, da han var social- og sundhedshjælper i Dragør.

 

“Det var et skønt job. Jeg kan li’ at have med mennesker at gøre. Det gav så meget mening at gøre sig umage og kalde et lille smil frem på læben trods alderdom, demens, smerte. Mange af de ældre ville gerne have lidt mere rengøring end det, de var visiteret til af kommunen, så ved siden af jobbet i hjemmeplejen, startede jeg et firma, der tilbød vinduespolering”.

 

Det var ikke nogen stor forretning at pudse vinduer for ældre i beskyttede boliger, men langsomt fik hobbyvirksomheden flere opgaver. Porteføljen blev udvidet til trappevask. Senere kom den første erhvervskunde til. Og en skønne dag havde Peter Nielsen så travlt i rengøringsfirmaet, at han kunne kvitte sit job i hjemmeplejen.

 

 

Hårdt ramt branche

Efter mere end 20 succesfulde år er Suveren nået til næste kapitel. Det er blevet en mærkesag for Peter Nielsen og Suveren, at virksomheden vil sætte nye standarder i branchen.

 

“To af de helt store udfordringer i erhvervsrengøring er den store gennemstrømning af medarbejdere og mangelfuld uddannelse. Med et nyt Service Academy vil alle medarbejdere i Suveren fremover få praktisk og teoretisk undervisning, som tager udgangspunkt i de højeste standarder i branchen. På den måde tror vi på, at vi fortsat kan tiltrække og fastholde de dygtigste medarbejdere. Og dermed levere den kvalitet i rengøringen, som kunderne forventer”.

 

Ifølge Peter er der brug for et holdningsskifte i rengøringsbranchen:

 

“Branchen er ufatteligt hårdt ramt af, at den lover mere kvalitet, end den er i stand til at levere. Hvorfor? Fordi lavpris er blevet tidens løsen. Rengøring risikerer at blive et ræs mod bunden. Hellere takke nej til en opgave end at vinde den for derefter at tabe kundens tillid, når virkeligheden banker på og det viser sig, at det ikke er muligt at gøre ordentligt rent til discountpris”.

 

Vi er ikke verdensmestre, men…

Suverens Service Academy er et opgør med normalen i branchen, som er traditionel sidemands-oplæring. En ny servicemedarbejder står i lære som “føl”.

 

“Sidemands-oplæring har mange faldgruber. Misforståelser eller mangelfuld viden kan gå i arv fra én medarbejder til mange andre. Med Service Academy har vi den nyeste viden liggende centralt og gjort tilgængelig for alle med moderne og mobil teknologi, så viden kan bringes i spil ude på byggepladser, hoteller og erhvervskontorer… dér hvor servicemedarbejderne er”.

 

Målet er at effektivisere alle rengøringsprocesser og på samme tid hæve barren gennem forbedret performance, kommunikation og forståelse. Kvalitet i top uanset hvilken medarbejder der er på jobbet.

 

“Fleksibilitet, tillid, professionalisme og kvalitet. Det er vores fire værdier i Suveren. Vi er ikke verdensmestre i alting, men det er bygget ind i værdierne, at vi arbejder på at blive det. Ambitionen skal lyse ud af alt, vi gør”.

 

Vi gør rent… og er stolte af det!

Netop ambitionerne bringer snakken videre til en anden af Peter Nielsens kæpheste: Faglighed!

 

“Vi har et fag, vi er stolte af. For os er rengøring meget mere end at svinge en klud. Vi hylder fagligheden i rengøring og sætter høje standarder. Derfor lægger vi stor vægt på kvalitetssikring og evaluering med kunderne. Vi måler på fakta… ikke på fornemmelser,” fortæller direktøren.

 

“Vi har fået overvældende positiv feedback fra kunderne, når vi spørger, om de vil hjælpe os med at evaluere. Det er blevet et konkurrence-parameter for os. Hvorfor vi spørger kunden? Fordi tavshed ikke altid er ensbetydende med tilfredshed”.

 

Livets skole er også en uddannelse

Peters ambition om at løfte niveauet i rengøringsbranchen handler dog om andet end hardware i form af uddannelse, procedurer og evalueringer:

 

“En moppe er nu en gang en moppe… det er mennesker, som gør den store forskel. I alt for mange år har der hersket mangel på respekt for faget rengøring. Jeg tror, det har noget med hieraki at gøre. Mange af os rækker ud efter en karriere, fremtid og titler, som betyder, at vi overbeviser os selv om, at det rigtige er at gå på gymnasiet og universitetet”.

 

Men verden er ikke sort/hvid, slår Suveren-direktøren fast. Han begyndte sin karriere på gulvet i en amerikansk rengøringsvirksomhed. I dag er han direktør i sin egen virksomhed med fokus på mangfoldighed og at skabe et professionelt servicemindset i hele organisationen. Peter Nielsen fik ikke en lang teoretisk uddannelse. Han gik i livets skole. Og klarede sig langt over gennemsnittet godt.

 

 

McDonalds har knækket en kode

På tærsklen til nye kapitler i Suverens historie er direktørens primære mål for virksomheden ikke vækst, men kvalitet. Ude hos kunden såvel som hjemme:

 

“Jeg er en hund efter struktur og har det svært med forvirring. Noget af det mest frustrerende for mig er, når der bliver tabt energi og momentum, fordi der er tvivl om arbejdsdeling og roller”.

 

“Min drøm er, at gøre forretningen så strømlinet, effektiv og struktureret som mulig. Jeg er dybt fascineret af McDonald’s. En restaurant, som bliver betjent af primært unge mennesker uden den store erhvervserfaring. Ikke desto mindre er kvaliteten fuldstændig snorlige. En Big Tasty Bacon fra McDonald’s på Vesterbro er præcis mage til en Big Tasty Bacon i Vejle. Og når du står ved kassen, kan du som kunde kigge direkte ind i køkkenet, hvor dit måltid bliver tilberedt. Den gennemsigtighed vil jeg have ind i rengøringsbranchen”.

 

Det bedste i dansk kultur

“En af vores milepæle er, at vi vil revolutionere rengøring i hotel- og restaurationsbranchen. Forfine arbejdsgange så kvaliteten ligger i top. Ikke hver gang, men hver eneste gang. Vi vil også sætte branchens højeste standarder for kultur og adfærd. Hotellerne og deres gæster skal simpelthen kunne mærke forskel, når de møder en servicemedarbejder fra Suveren”. Arbejdsglæden skal være et væsentligt parameter i virksomhedens bestræbelser på at køre længere på literen end konkurrenterne.

 

I Suveren repræsenterer de ansatte en god blanding af alle nationaliteter. Også danskere omend de efterhånden udgør minoriteten. Derfor kommunikere vi i Suveren på både dansk og engelsk, men med en ambition om, at alle medarbejdere skal lære dansk.

 

“Og vi er godt på vej. Vores ansatte repræsenterer et hav af nationaliteter. Hos os er der plads til alle uanset køn, kultur, hudfarve, religion, etnicitet. Vi har medarbejdere fra lande og befolkningsgrupper, som for få år siden lå i blodig krig med hinanden. Vi har aldrig haft problemer. Jeg tror, alle kan mærke kulturen i Suveren. En kultur, som måske i virkeligheden er et koncentrat af noget af det bedste i danskhed… nemlig evnen til at se ud over egen næsetip og løfte i flok”.

Navigation
Kom tættere på os via de sociale medier hvor vi deler brancheviden og information

Log in with your credentials

Forgot your details?